Bilag 10

Design B - htx, juni 2008

1. Identitet og formål

1.1 Identitet

Designs genstandsområde er produktdesign, kommunikationsdesign og design af fysiske omgivelser, der ses og analyseres som et samspil mellem form, funktion og kommunikation i relation til teknik, teknologi, æstetik og innovation. Faget har en historisk og samfundsmæssig dimension.

Faget baseres på projekter, der integrerer praktiske og teoretiske dimensioner. Designanalyse er det element, der etablerer sammenhæng mellem fagets praktiske og teoretiske side. Med analyser på forskellige stadier i den praktiske designproces kvalificeres en forståelse for professionelt design som proces og resultat, ligesom analyse af professionelt design skærper en bevidsthed om designprocessen i praksis.

1.2 Formål

Formålet er, at eleverne tilegner sig redskaber til at gennemføre en selvstændig, struktureret designproces, der indeholder identificering af et designproblem, research, skitsering, visualisering, præsentation og formidling, og som indeholder innovative elementer. Eleverne tilegner sig endvidere designmæssige kompetencer, som gør dem i stand til at analysere og vurdere den designede omverden med anvendelse af fagets metode, begrebsdannelse og terminologi.

Eleverne lærer at bevæge sig bevidst mellem praksis og teori, det abstrakte og det konkrete, mellem helhed og detaljer, mellem det kendte og det endnu ukendte.

Eleverne får en metode, som de kan overføre til løsning af opgaver i andre fag i den gymnasiale uddannelse og i videregående uddannelse i kraft af fagets strukturering af en problemløsende arbejdsproces.

Eleverne bliver bevidste om designs rolle i en globaliseret verden, som led i international kommunikation og ved løsning af lokalt betingede problemstillinger.
 

2. Faglige mål og fagligt indhold

2.1 Faglige mål

Eleverne skal kunne:

– analysere og diskutere design som proces og som resultat
– identificere et designproblem samt formulere, planlægge og gennemføre et overskueligt designprojekt, som baseres på et hovedgreb
– formidle en designproces og designløsninger ved hjælp af fagets metoder og terminologi
– foretage, dokumentere og begrunde valg i en designproces
– analysere design ud fra produktionsmæssige, samfundsmæssige, økonomiske, historiske, kulturelle, miljømæssige og etiske kriterier
– analysere og vurdere design ud fra rumlige, materialemæssige, konstruktionsmæssige, teknologiske og æstetiske kriterier
– perspektivere design ud fra formmæssige, funktionelle og kommunikative kriterier.


2.2 Kernestof

Kernestoffet er:

– produktdesign; herunder industrielt design
– kommunikationsdesign
– design af fysiske omgivelser; herunder arkitektur
– historisk fokus på design fremstillet i perioden fra modernismen til i dag.


2.3 Supplerende stof

Eleverne vil ikke kunne opfylde de faglige mål alene ved hjælp af kernestoffet. Supplerende stof kan være:

– immaterielt design
– design, der er fremstillet før modernismen
– design, der ligger uden for vestlig designtradition.


3. Tilrettelæggelse

3.1 Didaktiske principper

Den primære undervisningsform er induktiv, således at de faglige praktiske og teoretiske kompetencer tilegnes med udgangspunkt i projektarbejdet. Kompetencerne opnås gennem elevernes erfaringer med egne projekter og gennem beskæftigelse med professionelt udført design.

Projekterne skal tilrettelægges, så eleverne i stigende grad kan vise selvstændigt initiativ i identificeringen af en designmæssig problemstilling samt formulering og løsning af den.

Læreren fungerer som sparringspartner og vejleder i denne proces.

3.2 Arbejdsformer

Undervisningen veksler mellem projektperioder og korte kursusforløb, der skaber redskabsmæssige forudsætninger for at gennemføre en designproces.

Elevens arbejde, progression og selvevaluering fastholdes i en portfolio.

Ved afslutningen af hvert større projekt foretager eleven en skriftlig opsummering af forløbets praktiske og teoretiske elementer. Opsummeringens omfang er ca. en side. Resultaterne fra hvert projektforløb samles i portfolioen. Eleven redigerer denne, så teoretiske og praktiske researchmaterialer og løste opgaver tydeligt fremgår. Eleven udarbejder et kort resume og en indholdsfortegnelse over de projektforløb mv., som indgår i portfolioen.

Eleverne arbejder både individuelt og i grupper. Ved gruppearbejder skal den enkelte elev udfærdige en individuel dokumentation i sin projektmappe af sit arbejde i projektforløbet.

Der indgår eksterne aktiviteter i form af besøg på tegnestuer, virksomheder, udstillinger eller tilsvarende.

3.3 It

It er et fundamentalt arbejdsredskab i faget i designprocessens forskellige faser: i forbindelse med research, efterprøvning af idéer, visualisering og formidling.

3.4 Samspil med andre fag

Design er omfattet af det generelle krav om samspil mellem fagene.

Hvis faget indgår i en studieretning med teknologi eller teknikfag, skal mindst ét projekt gennemføres i samarbejde med teknikfag eller teknologifag. Faget skal medvirke til at integrere design som en naturlig del af produktudvikling og -fremstilling i disse fag.
 

4. Evaluering

4.1 Løbende evaluering

I designprojekterne indgår løbende evaluering som en naturlig del af processen. Dels foregår der evalueringer i form af samtaler undervejs, som inddrager hele holdet, dele af holdet eller den enkelte elev, dels finder der en evaluering sted under den afsluttende præsentation af det enkelte projekt.

Med udgangspunkt i portfolioen vurderes elevernes arbejde løbende i forhold til de stillede opgaver.

4.2 Prøveform

Der afholdes en mundtlig prøve, og skolen vælger for det enkelte hold mellem nedenstående to prøveformer:

Prøveform a): Mundtlig prøve på grundlag af en præsentationsopgave stillet af eksaminator. Opgaven tager udgangspunkt i eksaminandens portfolio, jf. pkt. 3.2. Opgaven stilles inden for et emne, der er udvalgt af eksaminanden og godkendt af eksaminator. Emnet skal være valgt således, at eksaminanden kan inddrage eksempler på tværs af portfolioen og på tværs af disciplinerne produktdesign, kommunikationsdesign og design af fysiske omgivelser.

Skolen sender præsentationsopgaveformuleringerne til censor. Censor godkender præsentationsopgaveformuleringerne forud for prøvens afholdelse.

Eksaminationstiden er 30 minutter. Opgaverne udleveres 2 dage før prøven, og forberedelsestiden er 48 til 54 timer, idet eksaminander, der skal eksamineres om formiddagen, får udleveret opgaverne kl. ca. 8 og eksaminander, der skal eksamineres om eftermiddagen, får udleveret opgaverne ca. kl. 12.

I forberedelsestiden udvælger eksaminanden materialer fra portfolioen og forbereder med udgangspunkt heri en præsentation på grundlag af den stillede opgave.

Eksaminationen tager udgangspunkt i eksaminandens præsentation. Eksaminationen former sig derefter som en uddybende samtale, der kan omfatte emner inden for hele fagets kernestof og supplerende stof. Eksaminandens præsentation udgør op til halvdelen af eksaminationstiden.

Prøveform b): Mundtlig prøve på grundlag af en opgave, som tager udgangspunkt i eksaminandens portfolio. Eksamensopgaverne formuleres af eksaminator. Eksamensopgaverne formuleres således, at eksaminanderne kan inddrage eksempler på tværs af portfolioen og på tværs af disciplinerne produktdesign, kommunikationsdesign og design af fysiske omgivelser.

Skolen sender eksamensopgaveformuleringerne til censor. Censor godkender eksamensopgaveformuleringerne forud for prøvens afholdelse.

Eksaminationstiden er 30 minutter pr. eksaminand. Der gives 60 minutters forberedelsestid.

Den enkelte eksamensopgave besvares ved hjælp af eksempler fra eksaminandens portfolio (jf. pkt. 3.2). Eksemplerne er dels fremstillet af eksaminanden, dels fotografier eller reproduktioner af eksempler, fremstillet af andre.

Eksaminanden redegør for opgaven med udgangspunkt i portfolioens indhold. Redegørelsen uddybes i en efterfølgende samtale.

Hele portfolioen kan inddrages i eksaminationen.

4.3 Bedømmelseskriterier

Bedømmelsen er en vurdering af, i hvilket omfang elevernes præstation lever op til de faglige mål, som er angivet i pkt. 2.1.

Der lægges vægt på:

– præsentationens bredde, både hvad angår egne eksempler og designeksempler indsamlet i forbindelse med undervisningen
– præsentationens strukturering
– præsentationens vekslen mellem det abstrakte og det konkrete, mellem helhed og detalje og mellem det kendte og det endnu ukendte
– eksaminandens besvarelse af den stillede opgave og redegørelse for integrationen af det teoretiske og det praktiske stof/arbejde.

Der gives én karakter ud fra en helhedsbedømmelse af eksaminandens præstation.